Tagboliger Tordenskjoldsgade Skou Gruppen

Nye tagboliger med historie og central beliggenhed i København

Der er få adresser i København, der rummer samme kombination af historie, arkitektonisk kvalitet og central beliggenhed som Tordenskjoldsgade 19. Lige bag Det Kongelige Teater og få minutters gang fra Kongens Nytorv ligger den markante hjørneejendom fra 1907, hvor Skou Gruppen nu udvikler tre nye tagboliger.

Projektet er et godt eksempel på den type komplekse og håndværksmæssigt krævende tagboligprojekter, som Skou Gruppen har specialiseret sig i igennem en lang årrække.

Ejendommen er registreret med SAVE-værdi 3 og er dermed bevaringsværdig. Facaderne er rigt dekorerede med rosetter, pilastre, gesimsbånd og detaljerede formsten, og bygningen er et smukt eksempel på senhistoricistisk nyromansk rundbuestil.

”Ejendommen har en meget stærk arkitektonisk karakter. Derfor er det afgørende at udvikle en løsning, hvor nye boliger tilføjes nænsomt og i respekt for det eksisterende,” forklarer arkitekt MAA Ulla Munk Beilin, partner og projektchef hos SBS Rådgivning, som er arkitekt og bygherrerådgiver på projektet.

Fra tørreloft til moderne boliger

Det uudnyttede loftsrum består i dag af lavloftede pulterrum og tidligere tørreloft. Dette areal omdannes nu til tre eksklusive tagboliger på cirka 95, 100 og 130 kvadratmeter.

Ejendommens tagkonstruktion løftes og fornys, og boligerne får store lysindfald og indbyggede tagterrasser mod gården.

Mod gaden etableres ti nye, slanke kviste i træ, der er proportioneret for at tage hensyn til bygningens arkitektur. Det nye tag udføres som et klassisk københavnertag med naturskifer på de skrå flader og tagpap på de flade partier.

”Fra boligerne vil beboerne få udsigt over Københavns tage – og flere steder med kig mod Havnegade og havnen,” siger Ulla Munk Beilin.

Hele ejendommen løftes

Projektet handler ikke kun om tre nye boliger. To af de eksisterende store lejligheder opdeles samtidig i mindre, moderne boliger, så ejendommen går fra otte til ti boliger på de eksisterende etager. Sammen med de tre nye tagboliger vil ejendommen efter ombygningen rumme 13 attraktive boliger.

Der etableres desuden en ny elevator i glas og stål i den eksisterende hovedtrappes durchsicht, så alle beboere får adgang til elevator.

Kælderen er allerede udgravet og understøbt og indrettes til depotrum og cykelparkering. Stueetagen er samtidig totalmoderniseret og bliver snart hjemsted for en ny restaurant udviklet i tæt samarbejde med Madklubben.

Kompleks byudvikling i historiske rammer

For Skou Gruppen er projektet endnu et eksempel på, hvordan uudnyttede tørrelofter kan skabe nye boliger i den eksisterende by.

”Vi har opbygget en særlig ekspertise i at etablere tagboliger på gamle tørrelofter. Det kræver både dygtigt håndværk, forståelse for myndighedskrav og stor respekt for de eksisterende bygningers arkitektur,” siger adm. direktør Martin Skou Heidemann. Han fremhæver, at netop kombinationen af historiske kvaliteter, central beliggenhed og moderne komfort gør tagboliger særligt attraktive.

”Vi skaber boliger med alle moderne bekvemmeligheder, men med en rumlighed, udsigt og karakter, som man kun finder øverst i de klassiske københavnske ejendomme.”

Klar til næste sommer

Byggetilladelsen er i hus, projekteringen er i fuld gang, og byggestart forventes i efteråret 2026. Hvis tidsplanen holder, vil de første beboere kunne flytte ind i de nye lejligheder i sommeren 2027.

Når projektet står færdigt, vil Tordenskjoldsgade 19 være et eksempel på, hvordan en bevaringsværdig ejendom kan udvikles med respekt for historien og samtidig tilføres nye, attraktive boliger i hjertet af København.

Seneste nyt

Birke/Bøgeskoven, Glostrup Boligselskabs afdeling 33 afleveret af Skou Gruppen

251 boliger moderniseret i Birke/Bøgeskoven

Efter godt to års arbejde har Skou Gruppen afleveret den omfattende energirenovering og modernisering af Birke/Bøgeskoven, Glostrup Boligselskabs afdeling 33. ...

Skou Gruppen afleverer nu Bygning 60 på Høvelte Kaserne efter en to år lang gennemgribende renovering

Fra slidt kasernebygning til moderne og funktionel arbejdsplads

Skou Gruppen afleverer nu Bygning 60 på Høvelte Kaserne efter en to år lang gennemgribende renovering. Den smukke murstensbygning fra 40’erne har fået forlænget sin levetid markant – og er blevet indrettet som moderne arbejdsplads for Forsvarets medarbejdere. Efter en ...

25 år med håndværk, mennesker og byggepladser

Den 10. september kan Roland Nøhr Hansen fejre 25-års jubilæum hos Skou Gruppen. Efter seks år som formand tog han ...

Tagboliger Tordenskjoldsgade Skou Gruppen

Nye tagboliger med historie og central beliggenhed i København

Der er få adresser i København, der rummer samme kombination af historie, arkitektonisk kvalitet og central beliggenhed som Tordenskjoldsgade 19. ...

Vordingborg Kasserne

Ny aftale med Forsvaret er i luften

Den 1. juli begynder Skou Gruppen at arbejde under to nye fireårige rammeaftaler med Forsvaret. De nye aftaler markerer både ...

Udfyld formularen og bliv kontaktet